Josephine Lovise Schneider blev født d. 8. september 1820 på Nivågård (Karlebo sogn) og døde d. 25. juni 1887 på Frederiksberg.
Efter faderens død kom JS til Hellebæk Gods, hvor hendes farfar var inspektør og hvor hendes mor blev ansat som oldfrue.  Som 14-årig  i 1835 fulgte JS med godsejerparret til Wien, hvor grev Schimmelmann skulle være dansk gesandt. JS fungerede som kammerjomfru for baronessen og blev i Wien frem til 1847.


De næste 13 år tilbragte JS også i udlandet, især i Østrig, Ungarn og Tyskland, hvor hun besøgte børnehjem og andre filantropiske institutioner.

I 1860 vendte hun igen hjem til Danmark og bosatte sig i København, hvor hun som en af de første kvinder fra brogerskabet opsøgte prostituerede for at hjælpe dem til et bedre liv. Hun gav mad og tøj til de fattige i den forslummede Peder Madsens Gang, som i begyndelsen af 1870’erne blev saneret og genopbygget som Ny Østergade. Hun besøgte de syge på Frederiks og Almindeligt Hospital og hun blev forstanderinde for Den Kvindelige Plejeforening for Frederiksberg og Vesterbro, hvor hun tilså de plejebørn, der var kommet ud at bo i private hjem.

Plejebørnene havde ofte en kummerlig tilværelse. Det kommunale fattigvæsen havde opsyn med børn, hvis forældre modtog fattighjælp og med forældreløse børn. Fattigvæsenet kunne fjerne børn fra fattighjælpsmodtagere, som misrøgtede børnene, men disse tvangsfjernede børn kunne sammen med de forældreløse kun anbringes to steder: Enten i private plejehjem, hvor det oftest var den lavest bydende plejefamilie, der vandt licitationen, hvilket ikke sikrede barnets forhold, eller i fattigvæsenets overfyldte og kaotiske stiftelser, såsom Almindeligt Hospital, arbejdshuse og Ladegaarden.

Fra 1866 begyndte JS at tage sådanne ulykkeligt stillede børn til sig. I 1874 havde hun samlet 14 piger i sit eget hjem, og hun anmodede da bestyrelsen for plejeforeningen om at grundlægge et børnehjem, hvor børnene skulle opdrages “i Nøisomhed og til Arbeide”. Der indkom så mange penge til dette Kbh.s første private børnehjem, at plejeforeningen i sin bygning på Vodroffsvej 20 kunne åbne samme år med ti piger og den nu 54-årige JS som forstanderinde.

1880 var antallet af børn i hjemmet steget til over 50, og der blev efterhånden så trangt i det lille hus, at børnehjemmets bestyrelse arbejdede på at skaffe penge til at opføre sin egen bygning. Sidst på året afholdt bestyrelsen i Industriforeningen en basar, og i den anledning skrev forfatteren ◊Herman Bang i Nationaltidende en opfordring til at støtte indsamlingen under overskriften “Huset med de glade Ansigter”, et navn, der fremover hang ved børnehjemmet.

1882 sammentrådte en damekomité med det formål at indsamle de fornødne midler til erhvervelse af en byggegrund til hjemmet, og året efter sammentrådte så en herrekomité for at samle penge til selve bygningens opførelse.